Center for leg

Gerlev Legekonference

Gerlev Legekonference er en årlig begivenhed for alle, der interesserer sig for legens muligheder i omgang og arbejde med mennesker. På Legekonferencen vil du på egen krop mærke, hvordan man gennem leg kan danne nye fællesskaber, styrke trivsel og udvikle stærke bevægelseskultur.

Det koster 495 kr. pr. person at deltage i konferencen.
Læs mere om de enkelte workshops nedenunder. 

Gerlev Legekonference 2024

Gerlev Legekonference 2024 er ikke datolagt endnu, men vi forventer, at legekonferencen igen ligger i november. 

Hvis du vil være sikker på at få information om de kommende  arrangementer i Gerlev Center for Leg & Bevægelse, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev herunder:

Se video fra konferencen

Afspil video om Video fra Gerlev Legekonference 2023

Legekonferencens hovedtema var i 2023 todelt:

1. Hvordan får man børn og teenagere væk fra skærmen, og giver dem lyst til aktiv leg og bevægelse?

2. Hvordan bliver legen igen en naturlig del af børn og unges liv?

Gerlev Legekonference er for dig, der er interesseret i at vide mere om legens muligheder i din omgang og arbejde med mennesker. 

Oplev et program fyldt med den nyeste forskning og praktiske workshops, der giver værktøjer og indsigt i legens og bevægelsens dynamikker.

Workshops 2023

Kampleg - hvad, hvorfor og hvordan

V. Martin Lykkegaard

Der findes mange børn og unge, som gerne vil kæmpe med hinanden, men som ikke ved, hvordan de kan gøre det. På den anden side er der også børn og unge, der af forskellige årsager trækker sig fra kampleg og kropskontakt. Begge dele er uheldige, for kampleg kan være en vigtig brik i det samlede puslespil, der udgør børn og unges dannelse.

Vi vil beskæftige os med:
– Hvad er kampleg? Findes der forskellige former for kampleg?
– Hvorfor indeholder kampleg bestemte dannelsesmæssige kvaliteter? – Og hvilke?
– Hvordan kan man arbejde pædagogisk med kampleg? – Og hvilke etiske udfordringer kan der være?

I vil selvfølgelig blive introduceret til et væld af kamplege og øvelser.

Leg med! og styrk dine lege-didaktiske evner

V. Nikolaj Gebka Nilsson

Denne workshop består udelukkende af praktisk leg. Her får du boostet dit legerepertoire til forskellige målgrupper. Du får gode råd til legeledelse og bliver klogere på de dynamikker og legestemninger, du som legeleder kan igangsætte, gå ind i og justere på i en legegruppe.

I legen er det afgørende at have et stærkt følgeskab hos deltagerne, men hvordan opnår man dette? Det kræver, at man som voksen KAN sin legedidaktik!

– Kom og oplev de 6 gode legeråd
– Legeinspiration til forskellige målgrupper
– Afprøv legene i praksis

MERE LEGENDE SAMVÆR I HJEMMET OG FRITIDEN!

V. Frank Lambert og Ditte Winther-Lindqvist

Få inspiration til, hvordan du kan støtte familier i at få mere legende samvær i hverdagen. Hvordan kan man være den opmuntrende forælder, som samler hele familien på stuegulvet til en omgang “Vende pandekager” eller “Sild i en tønde”på græsplænen.

Vi går i dybden med Levende Legekulturs nyeste undersøgelse om “Legekulturen i hjemmet” – hvilke tendenser ser vi, og hvad er forældrenes holdning til leg?

Vi drøfter, hvorfor det er vigtigt, at legekulturen også lever i hjemmet, og vi afprøver, hvilke lege der “hitter” på stuegulvet.

– Hvorfor er det vigtigt at tage legen alvorligt i hjemmet?
– Dyk ned i Levende Legekulturs nye undersøgelse om “Legekulturen i hjemmet”
– Få inspiration til familielege

DE UNGE VIL faktisk GERNE BEVÆGE SIG!

V. Trine Jandorf og Helle Winther

Mange 10-15-årige unge dropper ud af traditionel foreningsidræt, men er til gengæld vilde med bevægelse, når rammerne og tilgangen er mere præstationsfri, legende og eksperimenterende.

Projekt Moving Youth, beskæftiger sig med at skabe en ny bevægelseskultur med de 10-15- årige unge i Slagelse Kommune. Vore events i svømmehallen kan samle hundredevis af børn, som normalt ikke er så idrætsaktive. En MOVE CAMP med fokus på bevægelsesglæde og fællesskab er også blevet en stor succes.

Kom med og få:
– Indblik i projektets erfaringer, samt nyeste forskning i arbejdet med en ny bevægelseskultur
– Afprøv MOVE LAB metoden og mærk selv, hvor fedt ”den” føles i kroppen
– Redskaber til at forandre måden at tænke bevægelse på