Center for leg

Årets Leg 2025 har skjult sig!

Kan du finde den? Gerlev Center for Leg & Bevægelse udnævner ”SKJUL” som Årets Leg 2025 og inviterer hele Danmark til at være med til at hylde legen som kilde til glæde, bevægelse og fællesskab.

Leg er ikke bare for sjov

Den er en kilde til kreativitet, fællesskab og trivsel – og i 2025 sætter Gerlev Center for Leg & Bevægelse med Årets Leg 2025 endnu engang fokus på legens kvaliteter, vores fælles legekultur og dens vigtighed. Prøv SKJUL i en af de mange varianter og mærk selv hvad leg kan!

Hvorfor Årets Leg?

Hvert år kårer Gerlev en leg, der fortjener at blive fremhævet som Årets Leg for dens energi og evne til at samle folk på en sjov måde og som en leg, der kan leges i forskellige variationer i flere aldersgrupper. Det handler om at genopdage de simple glæder og den spontane energi, som legen kan skabe – og samtidig sikre, at gamle klassikere får nyt liv. Både forskere og praktikere – herunder Gerlev Center for Leg & Bevægelse – har i årevis peget på legens styrker i forhold til at styrke fællesskaber og skabe øget trivsel. Legen er et præstationsfrit “rum” fuld af nærvær, inklusion og glæde – og det gælder både helt små børn, børn, unge, voksne og ældre. Men legen er udfordret i det moderne samfund. Travle, skemalagte liv og øget skærmtid har reduceret pladsen til leg. Legen fylder mindre i både børns, unges og voksnes liv. Leg i gader, gårde, parker og byrum er næsten forsvundet. Og det på trods af, at de fysiske lege’s enorme potentiale for mennesker på tværs af alder og forudsætninger.

Valget af ”SKJUL” som Årets Leg 2025

Gerlev Center for Leg & Bevægelse har igennem 2024 leget med flere tusinde mennesker – børn, unge, voksne og ældre. ”Skjul” i forskellige tilpassede udgaver har vist sig som storfavorit.

Derudover har vi i jagten på Årets Leg 2025 inddraget:

  • 125+ elever på Gerlev Idrætshøjskole, der begejstrede udpegede på SKJUL som særlig sjov leg. De nævnte traditioner som Familieskjul med hele familien – fra yngstebarnet til den gamle oldefar – og Vildskjul med selvopfundne regler sammen med den store vennegruppe.
  •  
  • Indstillinger fra flere end 100 deltagere på Kulturmødet Mors – SKJUL var topkandidat 

140 voksne fra Gerlev Legekonference 2024, der testede en modereret udgave: Skjul uden åbenlyse gemmesteder – med stor succes og kæmpe smil (se legeforklaring i næste nyhedsartikel).

Krav til Årets Leg

For at blive kåret som Årets Leg skal legen opfylde en række kvalitetskrav:

  1. Kan leges af flere aldersgrupper 
  2. Kan leges på tværs af aldersgrupper og forudsætninger
  3. Kan leges i mange forskellige rammer – fx inde og ude
  4. Kan nemt igangsættes og kræver ikke særligt udstyr
  5. Kan leges af både få og mange

FØlg og leg med!

Gennem forskellige initiativer henover året vil Gerlev sammen med samarbejdspartnere og andre gode legekammerater sætte fokus på Årets Leg. Hold øje med Gerlev Center for Leg & Bevægelses medier, hvor der året igennem deles legetips, sjove udfordringer og forskellige udgaver af SKJUL. Vær selv med! Slip fantasien fri og genopdag legen som en essentiel del af livet – kan du finde legen, der har skjult sig?

For mere viden, en snak om muligheder for at udvide jeres legemateriale og legekompetencer kontakt:  Legeekspert Frank Lambert Mobil: 54 561 71 Email: Frank@gerlev.dk