Center for leg

Årets Leg 2026 – kan du fange den?

Gerlev Center for Leg & Bevægelse har udnævnt Fangeleg til Årets Leg 2026. Med sine utallige variationer kan Fangeleg leges af alle, overalt og uden særligt udstyr.

Oldgammel leg vinder i en digital tid

Midt i en hverdag præget af skærme, stillesiddende tid og stramme skemaer peger Gerlev Center for Leg & Bevægelse på noget helt andet: Fangeleg er Årets Leg 2026. En af menneskets ældste legeformer – og stadigt virkeligt relevant i dag.

Årets Leg er en årlig fejring af legen som fælles bevægelse, grin og møder på tværs af alder og forskellighed. I 2026 går hæderen til Fangeleg, fordi den er enkel, energifyldt og let at sætte i gang – uanset om man er mange eller få, inde eller ude.

  • De fleste forbinder fangeleg med skolegården og et helle, men i virkeligheden er det en ekstremt fleksibel leg, der kan leges næsten overalt – også på meget lidt plads og med få deltagere. Det gør den både fleksibel og virkelig sjov for alle, siger Frank Lambert, seniorkonsulent ved Gerlev Center for Leg & Bevægelse.

Fangeleg er samtidig en af menneskets ældste legeformer. Den trækker tråde tilbage til jægerkulturer verden over, hvor hurtighed, opmærksomhed og samarbejde var livsnødvendige færdigheder. I dag leger børn og voksne sig stadig til netop de kompetencer – fysisk, socialt og menneskeligt.

  • Det er en leg, der giver enormt meget tilbage, mens vi har det sjovt. Det er måske dens største styrke, siger Frank Lambert.

Fangeleg findes i et utal af variationer, fælles er, at det er en energifyldt leg, der både giver spænding, røde kinder og høje grin.

Prøv fx Dyrefange: Væg-til- væg fangeleg. Alle vælger et dyr. Fangeren råber om en dyregruppe, fx.: Alle rovdyr må løbe/alle fugle/alle dyr der lever i Australien osv. Man løber når ens dyr er med i kategorien og risikere at blive fanget mellem væg til væg.

Se flere udgaver længere nede

Hvorfor Årets Leg?

Forskning og praksis viser, at leg styrker trivsel, relationer og bevægelsesglæde. Alligevel er legen mange steder trængt af skærmtid, effektivisering og færre fælles rum. Årets Leg 2026 er derfor også et opråb: Leg er vildt vigtig, grundlæggende menneskelig og noget for os alle.

Med udnævnelsen af Fangeleg inviterer Gerlev Center for Leg & Bevægelse dermed alle til at give legen plads igen. Det kræver hverken særlige evner eller forberedelse – bare lysten til at være med.                 

Krav til Årets Leg

Årets Leg udvælges ud fra kriterierne:

  • Kan leges af flere aldersgrupper
  • Kan leges på tværs af alder, erfaring og forudsætninger
  • Kan leges i mange forskellige rammer – både inde og ude
  • Kan nemt igangsættes og kræver ikke særligt udstyr
  • Kan leges af både få og mange deltagere
  • Brobygger mellem historie, legekultur og det moderne liv

FØlg og leg med!

Årets Leg er for alle: børn, unge, voksne og alle midt imellem.  Vær med!

Og følg Årets Leg aktiviteter på centerforleg.dk og Gerlev Center for Leg & Bevægelses medier.

Når vi leger sammen, sker der noget særligt. Og i 2026 starter det med Fangeleg.

Gennem forskellige initiativer henover året vil Gerlev sammen med samarbejdspartnere og andre gode legekammerater sætte fokus på Årets Leg. Så hold øje med Gerlev Center for Leg & Bevægelses medier, hvor der året igennem deles legetips, sjove udfordringer og forskellige udgaver af FANGELEG. Du kan også finde  inspiration til nye variationer af Fangeleg på legedatabasen.dk – en gratis legeportal drevet af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund (FDF).Vær selv med!

Slip fantasien fri og genopdag legen som en vigtig del af livet – kan du fange den?

For mere inspiration om Årets Leg og andre lege eller en snak om muligheder for at udvide jeres legekompetencer og legemateriale, så det passer lige til jeres institution eller organisation, så kontakt:  Seniorkonsulent og Legeekspert Frank Lambert Mobil: 54 561 71 Email: Frank@gerlev.dk

Prøv disse udgaver af fangeleg

Cirkelleg fra Afghanistan. Får og ulv. Cirklen skal beskytte fåret og forhindre at ulven slipper ind, Hvis ulven får presset sig ind i cirklen, kan fåret hurtigt blive lukket ud under to arme, som så lukker hullet, når ulven prøver at slippe ud.

Mariehønefange. Når man bliver fanget, skal man lægge sig på ryggen og sprælle med arme og ben som en mariehøne. Man bliver befriet, når to personer kommer og triller én om på den rigtige side igen. Andre dyr fx tusindeben, skal have fire personer til at trille én om på den rigtigte side osv. Meget sjov for de mindre børn.

Gitterfange/Mus & Kat. Alle står på rækker med 4-6 personer. Armene er ud til siden, så man lige kan røre sidemandens hænder. Der udpeges en Kat og en mus. Katten skal fange musen. Musen kan råbe skift, når den er ved at blive fanget og alle i rækkerne drejer en kvart omgang, så gitteret går den modsatte vej. 

Prøv disse udgaver af fangeleg