Center for leg

Ny leder på GCLB

1. februar startede Helle Dyrløv som leder af Kommunikation, Partnerskaber og Gerlev Center for Leg & Bevægelse – Gerlev Idrætshøjskole.

Helle Dyrløv - Leder af kommunikation, Parterskaber og Gerlev Center for Leg & Bevægelse

hdm@gerlev.dk

I mange år har Helle haft et godt øje til Gerlev og fulgt med fra sidelinjen. Nu er hun endelig blevet en del af højskolen som ny leder af Kommunikation, Partnerskaber og Gerlev Center for Leg & Bevægelse.

Helle kommer med flere års erfaring fra uddannelsesverdenen, såvel som erfaring med forretningsudvikling fra det private erhvervsliv og strategisk samarbejde i politiske organisationer.

Idrætsligt har hun været hele vejen rundt i idrættens verden og har fundet sin foretrukne idrætsgren i golf. Det har blandt andet ført hende til verdensmesterskabet i isgolf på havisen i det nordlige Grønland. Helle bor i Korsør sammen med sin mand og børn.

“Gerlev Idrætshøjskole har lavet rigtig god højskole siden 1938. Det har man blandt andet fordi højskolen aldrig står stille! Her har man formået at følge tidens udvikling, mens man har holdt fast i det, skolen er suveræn til. Det gør vi stadig”, siger Helle og fortsætter:

“Det er min opgave at bidrage til at Gerlev også fremover har en klar profil som en virkelig fed idrætshøjskole, der er med helt fremme inden for idræt, leg og bevægelse, samtidig med at vi også samarbejder med andre om vigtige dagsordener som trivsel, leg, bæredygtighed, bevægelse og idræt som bærende elementer i et sundt samfund. Og her er Gerlev Center for Leg & Bevægelse særdeles vigtigt!” understreger hun.

“Gerlev Center for Leg & Bevægelse har arbejdet som videnscenter for leg og bevægelse i 40 år. Det er altså rigtigt meget viden og praktisk erfaring, der er samlet i centeret og de er eminent dygtige til at omsætte viden til praksis og give det videre. Det er noget, Gerlev kan være stolt af, og jeg glæder mig virkelig til at blive en del af sådan et spændende hold!”