Ida Wettendorff og Lars Geer Hammershøj modtager Jørn Møllers Legepris for 2022. Legeprisen går denne gang til det vigtige kulturarbejd på kultur-, skole og dagtilbudsområdet og til forskning omkring dannelse gennem leg, venskab, humor og fantasi.
IDA WETTENDORFF, BØRNEKULTURKONSULENT I HELSINGØR KOMMUNE
Årets første modtager er ikke én, som står forrest, når legen hyldes af dem, som leger, griner og får en god oplevelse. Hun arbejder mere bag om – i de kommunale kulisser og har siden 2001 været børnekulturkonsulent i Helsingør Kommune med ansvar for kultursamarbejdet mellem kultur- skole og dagtilbudsområdet. Hun skaber muligheder og rammer for, at vi andre kan lege. For at vi overhovedet kan bringe legen ud til børn, unge, voksne, ældre og dem med særlige behov.
Hun er en modig og progressiv embedskvinde i en kommune, i en by. Hun er livsvigtig for at legen, der er presset i disse år, kan leve – ja måske overleve. Uden hendes indsats kommer vi ingen vegne med den folkelige formidling, idræts- og legepædagogikken og den store viden om leg og bevægelse. Hun skaber rummet hos målgrupperne for vores fælles projekter.
I mere end tyve år har hun i Helsingør Kommune og by arbejdet med at skabe bedre rammer for børnekultur – herunder ikke mindst legen, både den kreative og den fysisk aktive leg, som Gerlev står for.
Derfor hylder vi gennem Jørn Møllers Legepris en vigtig person for kulturen, legen og bevægelsen.
Stort tillykke med prisen Ida Wettendorff!
LARS GEER HAMMERSHØJ, LEKTOR OG FORSKER VED DPU
Årets anden modtager skriver om dannelse gennem leg, venskab, humor og fantasi. Han har været forskningsleder i indsatsen ”Legekunst” med en høj grad af brugerinddragelse gennem leg og kunstnerisk praksis. Legekunst er et nationalt projekt, der handler om at fremme leg og dannelse i dagtilbud gennem børns møde med kunst og kultur. Han koordinerer i alt syv forskningsprojekter i ”Legekunst”, og er selv ansvarlig for projektet ”Leg og dannelse som affektive processer”.
Han modtager prisen for sin samlede forskningsmæssige indsats.