
Mere fællesskab og glæde
Vi ser et kæmpe potentiale for at mennesker med udviklingshandicap kan få en dagligdag med mere sjov, socialt samvær og fysisk og mentalt velvære.
ParaLeg, Idræt & Fællesskaber tilbyder et uddannelsesforløb i ParaLeg & Idræt til bosteder og aktivitetscentre i kommuner.
Forløbet strækker sig over 6 dage for borgere med udviklingshandicap og faglige medarbejdere – på bosteder og aktivitetscentre. Der arbejdes med borgernes ejerskab til aktiviteterne og at de bliver medskabere af aktivitetsudbud. Dertil kompetenceudvikling for fagligt personale.
Efter kurset står instruktørerne og personale sammen om at skabe ParaLeg & Idræt på bostedet / aktivitetscenteret – fra små legesamlinger til ParaLeg & Idræt aktiviteter på årlige tilbagevendende fester og aktivitetsdage.
- At lege er at lukke solen ind i sit hjerte.Max Jensen, 54 år - deltager
- ParaLeg, Idræt & Fællesskaber’ harmonerer med mange af de mål, som kommunen gerne vil nå sammen med borgerneUlla Wernberg-Møller, socialchef i Ikast-Brande Kommune
- Vi kan se, hvordan borgerne, der har deltaget, pludselig har fået et fælles tredje og har noget fælles at snakke om. Borgere, der ikke tidligere har haft så meget kontakt med hinanden, indgår nu i dialog. De giver hinanden feedback efter legene og er gode til at give hinanden plads.Tidligere erfaringer fra et aktivitetscenter
- Man kan være instruktør på mange forskellige måder - både ved selv at sætte aktiviteter i gang, men også ved at man har et glimt i øjet og god energi, så andre får lyst til at være med.Thorleif Høj Nissen, projektkoordinator og underviser ParaLeg, Idræt & Fællesskaber )

Derfor ParaLeg, Idræt & Fællesskaber
Mange mennesker med udviklingshandicap oplever en hverdag med for lidt bevægelse og perioder med ensomhed. Det laver vi om på ved at gøre dem til aktive medskabere af leg og bevægelse.
Når vi bevæger os sammen, får vi smil på læben og sved på panden. Samtidig styrker det selvtilliden og giver stolthed at mestre noget, der gør andre glade.
ParaLeg & Idræt har et stort potentiale som et pædagogisk redskab i det sociale- og sundhedsmæssige arbejde med fokus på fællesskaber, mere bevægelse og glæde.

Projektets målgrupper
Mennesker med udviklingshandicap
Vi uddanner borgere til instruktører i leg og idræt. De lærer enkle metoder, lege og aktiviteter, som de kan understøtte eller igangsætte med deres medborgere.
Fagpersonale:
Personalet på bosteder, beskæftigelses- og aktivitetscentre får kompetencer og redskaber til at understøtte instruktørerne og implementere leg og idræt i hverdagen.

Hvor foregår projektet?
6 uddannelsesdage og fælles event foregår lokalt i jeres kommune. For at sikre at indsatsen får en bred forankring i kommunen, deltager instruktører og personale fra 4-6 forskellige bosteder og/eller beskæftigelses- og aktivitetscentre.

Gratis for kommunerne at være med
Projektet er støttet af VELUX FONDEN. Deltagelse er gratis for kommuner – og deres bosteder og aktivitetscentre.
Flere kommuner er lige nu på vej til at indgå aftaler. Der er plads til flere – målet er 7 samarbejdskommuner.

Organisationerne bag
Gerlev Center for Leg & Bevægelse er projektleder for projektet. Derudover er Parasport Danmark og interesseorganisationen LEV partnere i projektet, der løber fra 2025 til 2028.
Skal din kommune være med?
Tag kontakt, hvis du vil høre mere om projektet og mulighederne for, at din kommune kan deltage. Vi afholder gerne uforpligtende informationsmøde med jeres kommune om indhold og fokus for netop jeres kommunes deltagelse.
