Center for leg

Demens, Fællesskab og Leg & Bevægelse

Pilotprojektet Tredje HalvLeg viser, at socialt og fysisk stimulerende aktiviteter i trygge rammer kan bidrage til livskvalitet, fysisk styrke og socialt engagement hos mennesker med demenssygdomme. Aktivitetsformen kan være et vigtigt redskab, der fremmer kondition, styrke, balance, koordination, opmærksomhed og ikke mindst socialt samvær.

Baggrund og formål for pilotprojekt
Tredje HalvLeg var et pilotprojekt, der gennem sociale og fysiske aktiviteter havde til formål at styrke livskvaliteten for mennesker med demenssygdomme og deres pårørende. Pilotprojektet afprøvede aktiviteter, der kombinerer fysisk træning, kognitiv stimulering og socialt samvær.
Pilotprojektet blev gennemført i 2022 i samarbejde mellem Center for Demens (Linde-husene – Træning og Rådgivning samt Centrets aftenhøjskole) – Københavns Kommune (Sundheds- og Omsorgsforvaltningen) og Gerlev Center for Leg & Bevægelse.
Initiativet var inspireret af erfaringer fra aftenhøjskolen for mennesker med demens og projekter som “Huske-ugen” i Holbæk Kommune og projekt HandiLeg på specialplejehjem.

Målgrupper
Pilotprojektet omfattede tre målgrupper:
1. Nydiagnosticerede personer
2. Personer under 65 år med aggressiv demens
3. Aftenhøjskolen for mennesker med demens og deres pårørende (Deltagere levede alle med demenssygdomme og boede i egen bolig. De kom sammen med ægtefæller, voksne børn eller venner)

Erfaringer fra Tredje HalvLeg
Udvikling: Fra indledningsvis nervøsitet og usikkerhed, over naturligt opstående samtaler om leg og bevægelse i både nutid og fortid til stemning præget af latter, eksperimenter med forskellige måder at lege og spille på og godt socialt samvær. Deltagerne glædedes over at kunne deltage aktivt og mærke deres kropslige formåen. Ved afslutningen af 11-ugers forløbet udtrykte deltagerne taknemmelighed og glæde over forløbet.
Fysiske aspekter: Fokus på effekt på balance, koordination og fysisk velvære
Stor åbenhed om livssituationer
Hjælpsomhed og fællesskabsfølelse
Samskabelse mellem deltagerne, pårørende, personale og Gerlevs underviser
Det Glædesfyldte Nu: Deltagerne omtalte samvær med aktiviteter som “Det Glædesfyldte Nu”

Iagttagelser og deltager udsagn
✰ Sikker hånd på bolden – “Jeg er gammel håndboldspiller, kan det virkelig ses?”
✰ Stort kropsligt engagement – “Jeg spillede badminton på eliteniveau”
✰ En hurtig forståelse af bevægelserne i en danseleg – “Jeg elsker at danse, altid”
✰ Forbedret fysisk form (uge 8) – “Jeg føler mig som én på 70 igen!”
✰ Kvinde i følgeskab med sin mand: “Hvor er det vidunderligt at komme her og bare glædes uden krav om at skulle huske, for det magter jeg ikke mere”
✰ Mand med aggressiv demens: “Du kan roligt lege det samme i næste uge, for vi kan alligevel ikke huske legene…” Efterfulgt af godmodig latter fra manden og de øvrige mænd i gruppen.

Leg og bevægelse som værktøj – observationer og indsigt
Gennem den sociale, aktive samværsform Den Tredje HalvLeg oplevede deltagerne og pårørende lyst til at deltage, glæde og fysisk engagement, som ofte bryder med forventninger om, hvad mennesker med demens kan deltage i.
De legende, fysiske aktiviteter skaber en ramme, hvor deltagerne kan være aktive på deres egne præmisser, genfinde følelse af mestring og fysisk formåen, og hvor latter, let konkurrence og samarbejde bliver naturlige dele af samværet. Samtidig viser erfaringerne fra pilotprojektet, at socialt samvær kan styrkes, når aktiviteterne giver plads til nuet og ikke stiller krav om hukommelse eller tidligere erfaringer.

Når lege og spil tilpasses respektfuldt og fagligt, kan de være et vigtigt redskab, der fremmer kondition, styrke, balance, koordination, opmærksomhed og ikke mindst socialt samvær. Deltagernes engagement og trivsel øges, når aktiviteter er fleksible og tilpasset individuelle behov. Selv små ændringer i formidling og struktur kan have stor effekt på stemning og deltagelse.

For pårørende åbner aktiviteterne op for nye måder at være sammen med den ramte på – uden pres og med fokus på fælles oplevelser lige nu og her frem for på de begrænsninger som demenssygdomme kan medføre. Det giver ny energi og fællesskab – “Det Glædesfyldte Nu”, som deltagerne kaldte det.

Konklusion
Pilotprojektet Tredje HalvLeg viser, at socialt og fysisk stimulerende aktiviteter i trygge rammer kan bidrage til livskvalitet, fysisk styrke og socialt engagement hos mennesker med demenssygdomme.
Samtidig tilbyder Tredje HalvLeg en ramme for positive møder, accept og forståelse for pårørende til mennesker med demenssygdomme. Pårørende oplever sig nogle gange mere alene og isolerede, mens deres pårørendes demenssygdom udvikler sig. Her er fællesskaber med andre i samme livssituation af stor betydning.

Gerlev Center for Leg & Bevægelse deler gerne viden om Tredje HalvLeg og indgår i samarbejder med kommuner, der arbejder med demens-venlighed og bedre praksis for demensramte borgere og som ønsker at sætte lys og energi på aktiviteter for mennesker med demenssygdom og deres pårørende.

Kontakt:
Seniorkonsulent Lars Hazelton – telefon: 58 58 40 65
Helle Dyrløv – Leder af Gerlev Center for Leg & Bevægelse – hdm@gerlev.dk / 54 55 31 21
Send forespørgsel til: centerforleg@gerlev.dk