Center for leg

Fysiske fællesskaber styrker livskvalitet

Mennesker med udviklingshandicap oplever ofte isolation og begrænsede muligheder for at deltage i det traditionelle idræts- og foreningsliv. Det medvirker til øget ensomhed, større sundhedsudfordringer og en højere risiko for alvorlige sygdomme. Dette projekt vil vende udviklingen ved at styrke gruppens egne ressourcer og give dem redskaber til selv at være med til at skabe inkluderende, aktive fællesskaber på bo- og væresteder for mennesker med udviklingshandicap.

“Vi ved, at leg og bevægelse skaber trivsel og styrker fællesskaber. Det gælder også for mennesker med udviklingshandicap. Derfor er vi enormt glade for at kunne omsætte vores erfaringer til handling til gavn for en udsat gruppe af mennesker,” siger Helle Dyrløv, leder af Gerlev Center for Leg & Bevægelse.

Mennesker med udviklingshandicap som drivkraft

Projektet tager et nyt greb på inklusion ved at uddanne mennesker med udviklingshandicap til selv at blive initiativtagere.

”Vi ved, at vejen til foreningsidræt for mennesker med udviklingshandicap på bo- og væresteder kan være lang. Med dette projekt kan vi fremme leg, idræt og fællesskaber på bo- og væresteder med ressourcestærke borgere, som drivkraften,” understreger John Petersson, Parasport Danmarks formand.

Også hos LEV ser man projektet som en vigtig indsats: “Mennesker med udviklingshandicap har markant højere risiko for alvorlige sygdomme. Vi arbejder for at forbedre deres livsvilkår, og dette projekt er et vigtigt skridt i den retning,” siger Marie Louise Johannessen, administrerende direktør hos LEV.

Fra ambition til handling

Projektet vil blive forankret i hverdagslivet, hvor mennesker med udviklingshandicap bor, arbejder og har fritid. Det gennemføres i samarbejde med syv kommuner, der sætter fokus på bevægelse, fællesskab og trivsel. “VELUX FONDENs støtte gør det muligt at gennemføre et ambitiøst projekt, der kan skabe reel forandring. Vi er taknemlige for fondens støtte og forventer at levere resultater, det kommer mange til gavn,” afslutter Helle Dyrløv.

VELUX FONDEN støtter projektet med en bevilling på 4,9 millioner kroner.

“Det er afgørende, at alle borgere – uanset kognitive eller fysiske udfordringer – har mulighed for at være en del af meningsfulde fællesskaber. Dette projekt tager fat på en vigtig samfundsudfordring ved at udvikle en metode, der både styrker målgruppens egne ressourcer og skaber rammer for inkluderende fællesskaber. Samtidig sikrer forankringen i bosteder og andre hverdagsrum en bæredygtig tilgang, der kan gøre en reel forskel. Vi ser frem til at følge projektets udvikling og dets potentiale til at skabe varige, positive forandringer,” siger Ane Grubb, fondsrådgiver i VELUX FONDEN

Med ParaLeg, Idræt & Fællesskaber tages et vigtigt skridt mod et mere inkluderende samfund, hvor flere får mulighed for at deltage aktivt – på deres egne vilkår.

Om Projektet

ParaLeg, Idræt & Fællesskaber skaber mere leg, bevægelse og socialt fællesskab for mennesker med udviklingshandicap – forankret i deres dagligdag, der hvor de bor, arbejder, er i fritiden sammen med familie og venner… Og med målgruppen selv som en del af løsningen!

ParaLeg, Idræt & Fællesskaber vil involvere og uddanne mennesker med udviklingshandicap, så de kan blive ambassadører og igangsættere af fælles, sociale og fysiske aktiviteter for deres medborgere, der kan have sværere handicaps. Vi styrker mennesker med udviklingshandicap til at gå i front og være med til at skabe fællesskabsorienteret leg og idræt for og med medmennesker med udviklingshandicap – forankret i dagligdagen, hvor de bor, arbejder og har fritid med pårørende.

Projektperiode: April 2025 – Maj 2028

Projektet skal gennemføres i samarbejde med 7 kommuner. Den er målrettet at skabe flere fællesskabsorienterede leg, idræt og bevægelsesaktiviteter på bo-, opholdssteder og aktivitetscentre for mennesker med udviklingshandicap.

Projektleder: Gerlev Center for Leg & Bevægelse

Projektpartnere: LEV og Parasport Danmark

Vil I deltage i ParaLeg, Idræt & Fællesskaber?

For mere information – kontakt Helle Dyrløv, Leder af Gerlev Center for Leg & Bevægelse – Mobil# 54 55 31 21 – e-mail: hdm@gerlev.dk

Leg er ikke bare for sjov

Den er en kilde til kreativitet, fællesskab og trivsel – og i 2025 sætter Gerlev Center for Leg & Bevægelse med Årets Leg 2025 endnu engang fokus på legens kvaliteter, vores fælles legekultur og dens vigtighed. Prøv SKJUL i en af de mange varianter og mærk selv hvad leg kan!

Hvorfor Årets Leg?

Hvert år kårer Gerlev en leg, der fortjener at blive fremhævet som Årets Leg for dens energi og evne til at samle folk på en sjov måde og som en leg, der kan leges i forskellige variationer i flere aldersgrupper. Det handler om at genopdage de simple glæder og den spontane energi, som legen kan skabe – og samtidig sikre, at gamle klassikere får nyt liv. Både forskere og praktikere – herunder Gerlev Center for Leg & Bevægelse – har i årevis peget på legens styrker i forhold til at styrke fællesskaber og skabe øget trivsel. Legen er et præstationsfrit “rum” fuld af nærvær, inklusion og glæde – og det gælder både helt små børn, børn, unge, voksne og ældre. Men legen er udfordret i det moderne samfund. Travle, skemalagte liv og øget skærmtid har reduceret pladsen til leg. Legen fylder mindre i både børns, unges og voksnes liv. Leg i gader, gårde, parker og byrum er næsten forsvundet. Og det på trods af, at de fysiske lege’s enorme potentiale for mennesker på tværs af alder og forudsætninger.

Valget af ”SKJUL” som Årets Leg 2025

Gerlev Center for Leg & Bevægelse har igennem 2024 leget med flere tusinde mennesker – børn, unge, voksne og ældre. ”Skjul” i forskellige tilpassede udgaver har vist sig som storfavorit.

Derudover har vi i jagten på Årets Leg 2025 inddraget:

  • 125+ elever på Gerlev Idrætshøjskole, der begejstrede udpegede på SKJUL som særlig sjov leg. De nævnte traditioner som Familieskjul med hele familien – fra yngstebarnet til den gamle oldefar – og Vildskjul med selvopfundne regler sammen med den store vennegruppe.
  •  
  • Indstillinger fra flere end 100 deltagere på Kulturmødet Mors – SKJUL var topkandidat 

140 voksne fra Gerlev Legekonference 2024, der testede en modereret udgave: Skjul uden åbenlyse gemmesteder – med stor succes og kæmpe smil (se legeforklaring i næste nyhedsartikel).

Krav til Årets Leg

For at blive kåret som Årets Leg skal legen opfylde en række kvalitetskrav:

  1. Kan leges af flere aldersgrupper 
  2. Kan leges på tværs af aldersgrupper og forudsætninger
  3. Kan leges i mange forskellige rammer – fx inde og ude
  4. Kan nemt igangsættes og kræver ikke særligt udstyr
  5. Kan leges af både få og mange

FØlg og leg med!

Gennem forskellige initiativer henover året vil Gerlev sammen med samarbejdspartnere og andre gode legekammerater sætte fokus på Årets Leg. Hold øje med Gerlev Center for Leg & Bevægelses medier, hvor der året igennem deles legetips, sjove udfordringer og forskellige udgaver af SKJUL. Vær selv med! Slip fantasien fri og genopdag legen som en essentiel del af livet – kan du finde legen, der har skjult sig?

For mere viden, en snak om muligheder for at udvide jeres legemateriale og legekompetencer kontakt:  Legeekspert Frank Lambert Mobil: 54 561 71 Email: Frank@gerlev.dk

Grundidéen i Skjul er yderst simpelt. Det er en eller flere personers opgave at finde nogle ting eller nogle personer. Skjul kræver således ingen særlige redskaber, er fleksible i forhold til antal deltagere og kan leges både indenfor og udenfor. 

Legen er sjov for mennesker i alle aldre og med forskellige forudsætninger. Det handler blot om at vælge og udvikle den variation af legen, der er sjov for jer. Herunder findes eksempler på variationer af Skjul, og der findes mange flere – for det er kun fantasien der sætter grænser. 

Bort-borte-tit-tit – en succes med det lille barn: Nok den første leg med Skjul i mange menneskers liv. En person skiftevis skjuler og viser sit ansigt i sine hænder for en eller flere andre, imens der siges “Borte-borte-tit-tit”. Den store grad af gentagelse gør legen sjov for særligt spædbørn og ikke mindst deres forældre. 

Bamse Bingo: Et spil, hvor deltagerne går rundt og leder efter bamser, som er gemt. Alle deltagerne har en “bingoplade” i form af et foto med de 3-6 bamser der er skjult. Findes en bamse sætter kryds over billedet af bamsen og der ledes videre efter den næste skjulte bamse. Personen der først finder alle bamser har retten til at gemme dem næste gang. 

Sild i en tønde: Legen er også kendt som “Omvendt gemme” – fordi kun én person gemmer sig, som det er de resterende deltageres opgave at finde. Når en deltager finder personen, skal han/hun gemme sig sammen med personen. Legen slutter når den sidste har fundet de mange som har gemt sig sammen. Legen er sjov på tværs af alder, og kan f.eks. bruges til et klassearrangement, i ungegrupper eller en familiefest. 

Jeg tæller ned. En spændingsfyldt gemmeleg, hvor der undervejs bliver kortere og kortere tid til at gemme sig. Se legen vist gennem en video, ved at trykke her

Skjul uden åbenlyse gemmesteder: På et åbent område går deltagerne sammen i par. På skift skal de gemme sig og finde hinanden. Da der ikke er nogle gemmesteder er kunsten at gemme sig bag de øvrige deltagere, som også gemmer sig i lokalet/på arealet. Det betyder man hurtigt bliver fundet og derfor mange hurtige skift mellem at gemme og finde. Legen kan anbefales at bruges på arbejdspladsen som et sjovt indslag- så måske I skal starte jeres næste medarbejdermøde eller konference med den? Erfaringen er, at der grines en hel masse, når 20 voksne suser rundt og finder kreative gemmesteder, hvor der stort set ikke er nogen!

Vil du høre mere om leg, udvikling af legemateriale eller kompetenceudvikling – kontakt:

Legeekspert Frank Lambert Mobil: 54 58 61 71 Email: Frank@gerlev.dk

Gerlev Center for Leg & Bevægelse
info@centerforleg.dk – Tlf: 58 58 40 65

Teoretisk viden og praktiske erfaringer

Gerlev Center for Leg og Bevægelse stod i 2020 -24 i spidsen for projektet Levende Legekultur, som var støttet af Lauritzen Fonden. Som afslutning på indsatsen udgav vi Praktisk Håndbog til en Levende Legekultur. Den er skrevet i samarbejde med legeforsker Ditte Winther-Lindqvist fra DPU, som også var følgeforsker på projektet.

Håndbogen samler ny teoretisk viden og praktiske erfaringer fra arbejdet med leg i daginstitutioner, skoler og SFO’er. Den giver et ærligt blik på de barrierer, legen møder, og viser, hvordan man kan styrke sit legemod i praksis.

Indhold man kommer videre med

Bogen tilbyder konkrete anbefalinger til praktikere, der gerne vil have mere leg i dagligdagen for børn og unge og til ledere, der vil opbygge en stærk legekultur. Gennem eksempler, viden og anvisninger får læseren et nyt afsæt til at arbejde målrettet med legen i hverdagen. Erfaringerne viser, at når voksne får større legedidaktisk indsigt, smitter det både på arbejdsglæden og på børnenes oplevelse af en levende legekultur.

Og lidt om vilde lege og legemod

Håndbogen indeholder også viden og inspiration om vilde og risikofyldte lege, samt idéer til, hvordan leg kan styrkes både i familielivet og i fritiden.

Alle kapitler er suppleret med refleksionsspørgsmål, tjeklister, arbejdsark og links til legevideoer og legeteori.

Info

Praktisk Håndbog til en Levende Legekultur er gratis og findes på www.levendelegekultur.dk.

Få yderlig viden om håndbogen og indsatsen Levende Legekultur hos projektleder Frank Lambert – mobil: 54 58 61 71 mail: frank@gerlev.dk

Eksempel på et kortere forløb: Levende Legekultur – Boost jeres legekultur

To kursusdage, der giver børn og voksne inspiration til nye lege i egne rammer. Legeworkshop på stuerne med børn og voksne. Der afsluttes med pædagogisk refleksion og en opgave med praksis afprøvning mellem kursusdage.

Formål:
– Ny inspiration og legekompetencer
– Styrke personalets mod og kompetencer til leg
– Fremme samarbejde om legekulturen i institutionen

Indhold:
– Nye lege – også med tema som risikofyldte lege, sanglege eller indelege
– Gennemgang af legekompendium til yderligere inspiration og leg fremefter
– Refleksion og konkrete næste skridt

Priseksempel: 2 dage med legeworkshops hvert sted for 5 institutioner m/3 stuer: 65.800 kr.

Eksempel på et længere forløb: Levende Legekultur – Legedidaktik og praksis

Fuldt kursusforløb i Levende Legekultur. Fem praksis sessioner og en række prøvehandlinger skaber udvikling og ny energi for børn og pædagogisk personale.

Kursusgang 1: Start i april – legeworkshop på stuerne med børn og medarbejdere

Gerlevs instruktører inviterer til leg i institutionens egne rammer – børn og medarbejdere
– Refleksion og dialog med medarbejderne
– Sparring med institutionsleder – Værktøj til at styrke legekulturen i daglig praksis

Kursusgang 2, 3 & 4: Maj, juni og midt/slut august, 3x aftenkursus for pædagogisk personale

Temaaftener for det pædagogiske personale: Temaoplæg og workshops om leg, legedidaktik og legekultur, hvor teori og praksis går hånd i hånd. Her læres på en måde, der er både sjovt, inspirerende og effektivt! Temaer kan fx være:

– Aktivitetsudvikling og energistyring
– Introduktion til legedidaktik og fælles legesprog
– Risikofyldt leg og motorisk udvikling
– Sanglege, historiefortællinger og bevægelse
– Legemod og makkerskab
– Legende mikrohandlinger – organisering i hverdagen

Kursusgang 5: Midt/slut september, 1 legedag med workshops på stuerne

– Afsluttende lege-session: Stuepædagoger styrer selv legen støttet af den nye viden og de erfaringer, de har opnået og med sparring fra Gerlev
– Ledersparring og fremtidssnak: Fortsat udvikling og forankring af legekulturen i praksis

Priseksempel: 1 institution med 7 stuer: 74.000 kr.

Kontakt os og kom videre med planlægningen af kompetenceudvikling 2025

Kontakt os for en samtale om, hvad et Levende Legekultur kompetenceudvikling kan gøre for jer: 

Gerlev Center for Leg & Bevægelse
info@centerforleg.dk – Tlf: 58 58 40 65
Projektleder Frank Lambert – frank@gerlev.dk – Tlf: 54 58 61 71

Med sine værker har Francis Alÿs gennem årtier mindet verden om noget helt grundlæggende: Børn leger stadig. Selv i krigszoner, i flygtningelejre og i områder præget af fattigdom og uro, finder børn plads til leg. Den belgiske kunstner dokumenterer dette med en ægthed og følsomhed, der gør legen universel – og samtidig dybt menneskelig.

Legen som håbets sprog

Gerlev Center for Leg & Bevægelse uddeler hvert år Jørn Møllers Legepris til personer, der på en nyskabende måde arbejder med og fremmer forståelsen af leg. Prisen er opkaldt efter højskolemanden og legeforskeren Jørn Møller, som i 1980’erne satte legens dannende kraft på dagsordenen og mindede os om, at “hvis processen er vigtigere end resultatet, leger man.”

I 2024 går prisen til Francis Alÿs, der med sin filmserie Children’s Games har dokumenteret børns lege i mere end 25 år – fra Mexico Citys gader til flygtningelejre i Irak og landsbyer i Congo.

Hans kamera følger børnene uden instruktioner, uden iscenesættelse, og skaber billeder, der står som poetiske vidnesbyrd om legens evne til at skabe mening midt i meningsløsheden.

En kunstner, der fanger legens væsen

Francis Alÿs’ arbejde viser, hvordan legen kan være både et fristed og en form for modstand – en stille handling, der giver plads til kreativitet, fællesskab og overlevelse. Hans billeder og film har en tidløs kvalitet, hvor gamle lege får nyt liv i moderne omgivelser, og hvor børns spontane bevægelser bliver til små fortællinger om håb.

“Der er rigeligt at bekymre sig om i verden,” lyder det fra prisudvalget, der består af Signe Højbjerre Larsen, Bo Vestergaard, Lisbeth Sørensen, Frank Lambert og Frederik Ullerup. “Men i Francis Alÿs’ værker finder vi håb. Han minder os om, at børn leger stadig – og at legen er noget, der pibler frem i os alle, uanset hvor i verden vi befinder os.”

En global stemme i legens tjeneste

Jørn Møllers Legepris er tidligere gået til forskere, praktikere og formidlere, men med Francis Alÿs hædres en kunstner, der på en global og poetisk måde gør legen synlig som et grundlæggende menneskeligt udtryk.

”Gennem sit arbejde har han givet os et blik for, hvordan leg overlever – også dér, hvor håbet synes allermest skrøbeligt. Hans værker viser, at legen ikke kræver tryghed for at opstå – men at den til gengæld kan skabe tryghed, mening og fællesskab, selv under de mest umenneskelige vilkår,” sagde Frederik Ullerup, forstander på Gerlev Idrætshøjskole ved overrækkelsen.

Fakta om Jørn Møllers Legepris

•  Uddeles af: Gerlev Center for Leg & Bevægelse
•  Første gang uddelt: 2013
•  Formål: At hædre personer, som på en særlig nyskabende måde arbejder med og fremmer forståelsen af leg
•  Opkaldt efter: Højskolemand og legeforsker Jørn Møller, der var en central figur i udviklingen af Gerlevs legemiljø og i europæisk legekultur

Sådan aktiverer du de unge

Moving Youth er for unge og har fokus på bevægelsesglæde og fællesskab. Her afprøves ved hjælp af MOVE LAB metoden nye aktiviteter og anderledes måder at bevæge sig på end foreningstypiske sportsgrene. Alle kan være med på deres niveau, og gør sig fri af præstationskrav og holdhierarkier. De unge er selv med til at udvikle på- og eksperimentere med aktiviteterne, som bygger på samskabelse. Det har bl.a. ført til spændende og anderledes bevægelsesevents i samskabelse med foreninger, klubber og ikke mindst de unge selv.

De nye tilbud har vist sig attraktive for unge, som gennem Move Labs og forskellige “MOVE Events” er blevet præsenteret for nye og sjove bevægelsesaktiviteter og fællesskaber. På den baggrund er der er udviklet Move Lab kort og en detaljeret Eventdrejebog til alle, der vil lave bevægelsesevents med børn og unge.

Novo Nordisk Fonden støtter det innovative 3-årige projekt. Bag projektet står Gerlev Center for Leg & Bevægelse, der sammen med to lokale skoler, lokale fritidsforeninger og Slagelse Kommunes kultur- og fritidsafdeling har udviklet og gennemført projektet. Målet var at skabe grundlag for en ny bevægelseskultur for og med de unge og med fokus på fællesskab og bevægelsesglæde. Projektet afsluttes denne måned med mange gode resultater og ny viden.

En ny bevægelseskultur

Novo Nordisk Fonden støtter det innovative 3-årige projekt. Bag projektet står Gerlev Center for Leg & Bevægelse, der sammen med to lokale skoler, lokale fritidsforeninger og Slagelse Kommunes kultur- og fritidsafdeling har udviklet og gennemført projektet. Målet var at skabe grundlag for en ny bevægelseskultur for og med de unge og med fokus på fællesskab og bevægelsesglæde. Projektet afsluttes denne måned med mange gode resultater og ny viden.

Læs mere om vores tilbud

Praktisk orienterede kurser og workshops i leg og legemiljø – til jer, der ønsker at blive bedre til at lege på en involverende og glædesfyldt måde. Målet er at give værdifulde kompetencer og redskaber til at understøtte legen i jeres hverdag og gøre jer i stand til at arbejde med legemiljøet på nye måder og i sammenhæng med andre pædagogiske tiltag og indsatser

Playbuilding – Løft dit teams kreativitet, samarbejde og kommunikation gennem leg! Vi tilbyder en unik og innovativ tilgang til teambuilding: Playbuilding. Vi får alle ombord og laver aktiviteter, som samler folk, giver næring til relationer og skærper forståelsen af, hvem I er hver især. Samarbejdsøvelser, rollelege og lege, der kun lykkes, når der arbejdes målrettet sammen. I kommer til at mærke en fælles energi, der er værd at tage med hjem!

Uddannelsesforløb – skræddersyede forløb for hele institutioner/organisationer, der både har fokus på legen i den fysiske ramme hos jer eller hvor I arbejder med det, og på de faglige legekompetencer bag

Workshops i Moving Youth for udskoling, ungdomsklubber og foreninger – få de unge i bevægelse -de vil så gerne (!) og det er slet ikke så svært! Kontakt projektleder Trine Jandorf på trine@gerlev.dk eller tlf. 30 22 19 94

LegearrangementerFå en eller flere instruktør til at komme ud og lege med din gruppe – med simple redskaber til sjove fælleslege eller en større opstilling med historiske lege og spil. Vi medbringer alt, hvad vi behøver til en skøn fælles legeoplevelse. Fra 5 kvarter til en hel weekend – indendørs- eller udendørs – vi tilpasser det til anledningen, jeres ønsker og tidsrummet.

Trivsel opstår mellem frygt og fryd:

For at få kortlagt legens kår i de danske hjem har vi gennemført en landsdækkende undersøgelse. I alt er tusind familier og forældre blevet interviewet om deres børns leg.

Det er der kommet en masse ny viden ud af. Her på siden kan du dykke ned i rapportens resultater. Vi har opdelt i relevante temaer ude til højre, eller du kan hente en opsummering i form af en pressemeddelelse nedenfor. Eller give dig i kast med
rapportens fulde længde.

I Levende Legekultur er vi specialister i leg. Vi arbejder med leg blandt børn og voksne hver eneste dag. Den viden vil vi gerne dele.

Støttet af Lauritzen Fonden

Lauritzen Fonden udspringer af et af Danmarks ældste rederier, J. Lauritzen, og fonden er forankret i det maritime Danmark. Fonden er en erhvervsdrivende fond, der yder støtte til almennyttige aktiviteter, og fondens målsætning er, at flere børn og unge, der lever i fattigdom, bliver inkluderet og bedre rustet til at være bidragende medborgere i fremtidens Danmark.

udvalgte resultater fra undersøgelsen

Undersøgelsen viser blandt andet, at på trods af, at der er både vilje og lyst blandt forældrene til at understøtte børnenes frie leg, så lader det sig sjældent gøre i praksis.

Børns hverdag er fyldt op med lange skoledage, fritidsaktiviteter og weekender med fyldte kalendere.

Seks ud af ti går til noget i deres fritid, samtidig vurderer forældrene til halvdelen af danske børn at de har tid til at lege i hverdagen, men at den frie tid falder markant med alderen – de 10-12 årige topper i fritidsaktiviteter.

forældre vil have leg på skoleskemaet

Undersøgelsen viser, at der er bred opbakning hos de danske forældre til at lade leg få en markant rolle i folkeskolen. Leg skal løftes op på niveau med fag-fagene, f.eks. mener 93 % af forældrene at leg kan lære deres barn at tænke (anderledes) og 83 % er uenige i udsagnet “Leg hjælper ikke mit barn til at lære faglige færdigheder som at tælle, regne, læse.

Fysisk leg sammen med andre giver mere trivsel

Undersøgelsen viser, at der er en klar sammenhæng mellem leg og trivsel.

I familier, hvor der leges meget, og hvor der leges frit, vurderer forældrene over en bred kam, at deres børn trives bedre end hos familier, hvor der leges mindre.

Legens form har betydning for trivslen. For eksempel ser det ud til at fysisk leg og leg med andre styrker trivsel mere end f.eks. leg med skærm. 

Børn leger ikke med andre børn i nabolaget

Undersøgelsen viser, at børn fra nærmiljøet fylder meget lidt i danske børns hverdag.

Samtidig viser undersøgelsen, at hjemmet ikke (længere) bliver brugt til sociale fysiske lege med andre børn.

Der leges primært med søskende, forældre og klassekammerater og børneflokken med mange aldre er nærmest forsvundet. 

Helle Marie Skovbjerg modtager Jørn Møllers Legepris 2023

Gerlev Legepris - Helle Marie Skovbjerg

“Helle Marie Skovbjerg præsenterer et æstetisk perspektiv på leg. Leg ses som formålet i sig selv. Det genkender vi på Gerlev, hvor legen har værdi i sig selv og det, der kan opstå når legen sættes fri af formål, er værd at være nysgerrig på . Det er også vores oplevelse i vores mange projekter, fra for eksempel Moving Youth, HandiLeg og Levende Legekultur.

Gerlev Center for Leg & Bevægelse arbejder på to grundlæggende udfordringer for nutidens legekultur:

1) at skabe viden om og udbrede kendskabet til leg og 2) at få samfundet til at tage legen alvorligt.

Disse to niveauer påvirker hinanden. Ved at skabe konkrete oplevelser af legen giver det folk en større forståelse for dens værdi, som i lang tid er blevet undervurderet. Derfor arbejder vi både med at udbrede viden om leg gennem konkrete oplevelser og skabe bevidsthed om legens værdi samt påvirke beslutningstagere til at skabe bedre rammer for leg.

Når Gerlev formidler leg, ligger vi i den processuelle ende af definitionen for, hvad leg er. Det er processen, som er interessant for deltagerne, de leger og har det sjovt.

Men det er en balancegang. For underviseren eller legeinstruktøren har formidlingen ofte et formål. For eksempel at skabe mere bevægelse for deltagerne eller at ”ryste en gruppe socialt sammen” eller at vise lege fra bestemte historiske perioder og så videre. For os får legen dermed et formål og bliver dermed resultatsøgende.

Balancegangen genkender årets prismodtager af Jørn Møllers Legepris også. For selvom det er fristende at bruge legen til noget – og den ofte kan tilskrives værdi af andre netop fordi den ofte fører noget andet med sig, så er legen stadig vigtig i sig selv.

Det understreger årets prismodtager også flere steder i hendes forfatterskab. Forfatterskabet rummer både litteratur på akademisk niveau og håndbøger på praktikerniveau – og netop evnen til at formide viden om leg på flere niveauer har vejet tungt i kommiteens valg af modtager.

Når legen af og til bliver en blød trafikant i konkurrencestatens og nytteeffektens logikker, så har legen brug for væbnere og riddere, der giver legen magt og taletid. En ridder på den hvide hest, der i eventyret kommer ridende ind. Nogen der hjælper med at fortælle, hvorfor legen er så vigtig.

Når man er professor og dedikerer både forskning og formidling til legens bedste, så bliver man præcis sådan; en væbner for legen – en der sørger for at tale legen op i respekt for, at legen kan være svær at beskrive og begribe. Men man kan godt undersøge den, være nysgerrig på den, designe forskningsfelter, få data og formidle resultater.

Skovbjergs tilgang er mere relevant end nogensinde

Det er den fordi hun tilbyder en kvalificering og en kategorisering af legetyper, baseret på det, der sker når der leges: Interaktionen og de stemninger der opstår mellem mennesker.

Hun inddeler leg i forskellige legestemningstyper fra hengiven til euforisk. De fleste lege vil bevæge sig rundt i forskellige stemninger, og det netop disse skift, som er med til at fastholde legen og lade den fortsætte.

Vi har brug for at holde fast i legen

Skovbjerg og Gerlev deler samme syn på, at legen er for legens skyld. Skovbjerg arbejder systematisk, videnskabeligt og metodisk med at udbrede viden om leg og dens betydning.

Skovbjerg giver legen magt. For når man taler om, og giver legen en kvalificeret stemme, bliver den værdigjort. Skovbjergs bøger bliver citeret i flere tidsskrifter og hun kan fra øverste akademiske klinge tale legen op.

Det vil Gerlev Idrætshøjskole og Gerlev Center for Leg & Bevægelse gerne hylde hende for med Jørn Møllers Legepris.

Tak for at sætte leg på dagsordenen og gøre os klogere på leg!